I Dansk Automatikservice arbejder ejeren Tommy Brandi og otte medarbejdere med etablering, indretning og servicering af automatik inden for varme- og ventilationsanlæg. En del af virksomhedens kunder er tilbagevendende, og mange af dem har tegnet serviceaftaler på deres installationer.
Virksomheden blev grundlagt i 1981, og Tommy Brandi overtog den i 2007. Den tidligere ejer arbejder fortsat i virksomheden.
Der blev stillet spørgsmål
Dansk Automatikservice havde i sommeren 2009 besøg af Vækstrådgiver Henrik Knudsen fra TimeGruppen, der skulle udarbejde en TimeBusiness-rapport for virksomheden.
- Det er jo altid interessant at få andre og friske øjne til at se på éns virksomhed, og ofte kommer der nogle interessante ting på bordet, når man får stillet alle de spørgsmål, som indgår i TimeBusiness, fortæller Tommy Brandi.
Hos Dansk Automatikservice var man egentlig godt klar over, hvad der eventuelt skulle og kunne ændres i virksomheden, men det har hjulpet at få sat ord og konkrete handlinger på.
- Via spørgerammen i TimeBusiness kommer man rundt om hele virksomheden – lige fra økonomi og markedet til mine personlige forhold og ønsker for virksomheden. Og jeg har fx fået konstruktive input til, hvordan jeg kan optimere min økonomiske opfølgning, ligesom jeg er blevet gjort opmærksom på, at det kan være risikabelt at springe salg og markedsføring over, bare fordi vores ordrebøger er fulde lige nu, fortæller ejeren.
De personlige forhold tages med
TimeBusiness tager virksomhedsejere gennem en lang række forhold, der er vigtige for netop deres virksomhed.
- Samtalen med Henrik Knudsen handlede ikke udelukkende om økonomien, medarbejderne og produkterne, der blev også spurgt ind til mine personlige forhold og mine mål for virksomheden, fortæller Tommy Brandi, der ikke har ambitioner om, at Dansk Automatikservice skal være meget større. Det skal være en stabil virksomhed med en fornuftig indtjening.
Et stort ønske for den travle virksomhedsejer er dog, at den meget store arbejdsmængde bliver reduceret inden for en overskuelig tidshorisont.
- Og det er hér TimeBusiness bliver dejlig konkret, for min vækstrapport indeholder forslag om, at jeg snart bør starte søgningen efter en førstemand, fx via TimeSelectas, ligesom jeg har haft et stort ønske om at sikre min hustru og to små børn på bedst mulige måde, og på det punkt giver vækstrapporten mig mulighed for at tage kontakt til TimeAssurance for en snak om mine pensions- og forsikringsforhold.
- Alt i alt har TimeBusiness været en positiv oplevelse. Som nævnt er man godt klar over mange af tingene i forvejen, men vækstrapporten er faktisk en liste, der beskriver, hvor der konkret kan sættes ind. Jeg har absolut været tilfreds med forløbet, slutter Tommy Brandi.